Eksempler på de overstregede ord af forfatteren, som er med til at skabe illustrationer i læserens hoved · Illustration: Tea Bendix

”Det vigtigste har været at sætte fokus på fortællingen og glemme alt om teknikker og glemme alt om at gøre mig ”lækker” for Patrick Ness med mine tegninger. Jeg skulle bare fortælle denne her helt fantastiske historie og ikke være dygtig. Det var faktisk rigtig vigtigt.”

Hvad mener du med ”ikke være dygtig”?

”En del af opgaven ved at illustrere sådan en stor forfatter er at koncentrere sig meget om ikke blive forfjamsket, fordi jeg kunne godt tænke, at nu skulle jeg virkelig vise, hvor teknisk dygtig jeg er. Vise, at jeg kunne tegne fuldstændig rigtigt, tegne en hånd lige som en hånd er, men det er jo ikke det der er vigtigt for historien. Det vigtige er, at du kan mærke den hånd, at du kan huske, at du engang har taget sådan en hånd. Jeg håber, at det er det, jeg har skabt. At jeg kan etablere en erindring om, at du engang har haft en tæt relation til et andet menneske, uanset kønnet,” siger Tea Bendix.

Denne kunne blive lavet på fem forskellige måder

Tea Bendix brugte en del tid på at finde det rette udtryk i sine illustrationer. Hvordan skulle det se ud, hvordan skulle de forskellige karakterer se ud, hvilket materiale skulle de skabes ud af.

Spørgsmål, som i sidste ende kunne give et helt andet udtryk til teksten. Hun besluttede sig til sidst at gå helt tilbage til rødderne. The basics. Blyanten. 

”Blyantstregen er simpelthen så ærlig. Måske fordi vi alle sammen har prøvet at bruge den, så vi intuitivt kan aflæse, hvad der er på spil i en streg. Noget af det, jeg synes er meget vigtigt ved tegninger, er, at man kan se tegnerens tvivl, fordi det er den, der er interessant. Hele min afsøgning af det her univers, hvad er det for en dreng, hvad tænker han på, hvor er han henne, hvordan har han det med de andre drenge. Blyanten nulrer rundt og undersøger: skal han være lidt mere rank, skal han falde lidt sammen, alle de der små bitte ting kan skabes med en lille streg fra en blyant. Og jeg er sikker på, at selv det utrænede øje intuitivt mærker, hvad der er på spil i sådan en tegning,” fortæller Tea Bendix.

I lang tid var hun lidt forbeholden om, hvorvidt hun faktisk skulle illustrere historien. Den var allerede perfekt, som den var. Ikke mindst, fordi Patrick Ness’ overstregninger sørgede for, at man jo selv illustrerer den i sit hoved.

Så hvad skal Teas illustrationer og tegninger bidrage til en allerede perfekt historie?

”Tegningerne skal bidrage med følelserne. Introducere miljøet, introducere fire drenge, lære dig dem at kende, vise dem og deres omgivelserne frem. I starten syntes jeg kun, at jeg kunne ødelægge den. Men jeg tror faktisk, at jeg giver noget, som handler om netop alle stemningerne mellem drengene. Et bud på hvad det kunne være. Jeg kunne lige så godt illustrere den igen, og gøre det på en helt anden måde. Det er det, der viser, at det er sådan en god tekst. Jeg kunne lave fem andre versioner med forskellige illustrationer og forskellig streg. Men jeg valgte blyanten. Og blødheden,” siger Tea Bendix.

I starten syntes du kun, at du kunne ødelægge teksten. Føler du, at du har ødelagt den?

Nej, det gør jeg faktisk ikke. Det var et sjovt spørgsmål. Jeg tror, at jeg i bedste fald har åbnet den lidt, så drenge, der måske ellers ikke ville læse en bog, får et redskab til at komme ind i teksten. Og jeg tror at jeg har visualiseret noget universelt om følelser og kærlighed, og hvordan det føles at have en krop.”

T E G N E R E N S   K O R E O G R A F I

Jazz, afrikansk inspireret teknorock, Bach og barok, rim og remser – Tea Bendix har illustreret det meste. Og samarbejdet med en lang række musikere. Bl.a. komponist og trommeslager Emil de Waal. 

”Til koncerter plejede jeg at tegne på gulvet, på væggen eller på et bord foran mig, men så fik jeg en kæmpestor, gennemsigtig plexiglasplade, som er hængt op foran mig. Det er sjovt at se tegningen blive til, og jeg er blevet meget opmærksom på min egen koreografi, på min krops bevægelser, mens jeg tegner – det bliver en del af oplevelsen,” siger Tea Bendix. Hun er også opmærksom på, at der er tid i en tegning – at den kan udvikle sig i mange retninger, lade som om den er på vej i en bestemt retning, og så ændre sig og ende et helt andet sted. ”Tegningen får lyd, smelter sammen med musikken, bliver til et rytmeinstrument.”

I øjeblikket arbejder Tea Bendix sammen med to musikere, Steen Haakon Hansen og Thomas Sandberg, og plexiglaspladen er med. Men meget har forandret sig siden de allerførste koncerter og optrædener. ”Jeg planlægger ikke længere, hvad jeg vil tegne på forhånd. Forberedelsen består i, at vi mødes til lange samtaler, filosofiske samtaler om måden vi er i verden på, religion, kreativitet, videnskab – det er det allervildeste! Og så slutter samtalen med praktiske ting, hvem, der kører med hvem og hvad skal vi huske at tage med,” fortæller Tea Bendix. 

Er det ikke angstprovokerende at gå på scenen uden rigtig at vide, hvad du vil tegne og hvorfor?

”Jo, men det er det jeg søger. Jeg søger ydergrænserne i mit fag. Jeg kan ikke forklare, hvordan vi kommer fra samtalen til forestillingen, men det føles som en dyb forberedelse. Det giver mig det vildeste adrenalinsus, når jeg går på scenen – alt er åbent, jeg lytter med alle sanser, følger de andre ud af øjenkrogen, fornemmer, hvor de andre er på scenen. Det skægge for mig er at se, hvor forskellige tegningerne bliver. Jeg er også begyndt at opleve glæden ved at destruere – jeg tegner og nyder at destruere tegningerne igen.”

Tea Bendix har tegnet mange billedbøger. ”Hvis jeg laver en bog, ender det altid med også at blive noget andet, en udstilling, noget man kan se, mærke, høre og røre ved,” siger hun. Igen er det jo bare andre måder at formidle og fortælle på.

Under min uddannelse lærte jeg noget om at tegne og noget om kreativ metode. Det var ikke oppe i tiden at ville illustrere og mange prøvede at tale mig fra billedbogsfaget. Det var heller i tiden at mene at man kunne undervise i det. Alligevel havde jeg en mærkelig jernvilje og retningssans ud i tågen, og så stod jeg tidligere op, tegnede og skrev i mange timer inden jeg gik i skole. Fandt selv de bøger, der besvarede mine spørgsmål. Jeg havde en følelse af at kunne genkende min egen vej, selvom den ikke lignede noget jeg kendte i forvejen. Jeg kunne se at bestemte mennesker lyste op og viste ruten. Jeg skrev dagbog om det jeg lærte gennem samtaler, og i arbejdet med tegninger, bøger og koncerter. Men mange sagde at jeg aldrig ville kunne leve af mit fag.

Da jeg var mest i tvivl, skete det fantastiske at jeg traf Ib Spang Olsen, der som den første kunne se, hvad det var jeg ville og hvem jeg var, havde ord at sætte på det at illustrere, viste mig rundt i København og introducerede mig til en verden af tegnere og trykkere og forlag, - som havde været der hele tiden! Han blev min ven og mentor, tilgav mig for min trang til at gøre mange forskellige ting og bevæge mig i mange medier. Jeg flyttede til København, gik i praktik som bladtegner på Information hos Per Marquard Otzen, gjorde min uddannelse færdig og ti år efter studerede jeg stadig intenst på egen hånd for at lære alt det jeg gerne ville. Det var en åbenbaring at komme på Forfatterskolen for Børnelitteratur, hvor professor Torben Weinreich stillede sig op og sagde "Man siger man ikke kan undervise i kunsten at skrive. Men nu gør vi det lige alligevel" og straks gav os en bredside af teori.

Og så var jeg her, omgivet af kolleger at lege med og spændende ting at tage fat på. Jeg har virkelig kæmpet for at nå hen til mit fag. Vejen har været uden sikkerhedsnet og har givet mig smag for eksperimentet. Det er en livslang læring at arbejde med kreativitet og det kræver selvfølgelig intuition og sanselighed men også den største selvdisciplin og fokus. Når jeg bliver presset, står jeg stadig tidligere op og skruer op for passionen, fremfor jeg-kan-jeg-vil-følelsen. Man kan det man vil, hvis man gør det man elsker, holder faget varmt, og leger med de muligheder der er.

Dukketeater

Det er en konfirmationsgave, som jeg blev meget skuffet over. Men jeg fik det af min mormor og morfar, fordi de ville sige til mig: husk at lege selvom du bliver voksen. Og det har jeg virkelig gjort. Derfor står det der stadigvæk og er vigtigt. Det minder mig om hele tiden at være i gang med en undersøgelse. At gå åbent ind i tingene med en stor nysgerrighed uden at prøve at bestemme, hvad der skal ske.

Japansk tallerken med tegnematerialer

Det er nogle irriterende tegnematerialer, som jeg har stillet frem til mig selv, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal bruge dem. Der er blandt andet et kæmpe stort stykke grafit. Jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal bruge det til, men det er meget vigtigt for mig at have noget, der irriterer mig. Det er en god drivkraft at prøve at overvinde noget man ikke mestrer. Jeg er hele tiden i gang med at lave noget, jeg ikke har prøvet før.